Alle nyheder​

September 2015

Manglede blot 1,6 sekund til en podieplads ved DM 4 i Juelsminde.

 

Efter en hæsblæsende duel og ”svingom“ med skarpe
konkurrenter over 115 kilometer snoede og toppede hastighedsprøver manglede Tim
Svanholt og Carina Møller, Roskilde/Herlev, i deres Mitsubishi Lancer Evo X kun
1,6 sekund fra en plads på sejrspodiet i årets fjerde runde af
Danmarksmesterskabet i rally.

DM-runden blev afviklet i og omkring Juelsminde, og
konfronteret med de regerende mestre Christian Jensen og Freddy Pedersen,
Peugeot 208 T16 samt Ib Kragh og Mie Petersen, i Citroën DS3 og Esben Hegelund
og Karsten Isaksen, i Skoda Fabia – alle i lynhurtige R5-tunede biler.

Roskilde-holdet vandt for to år siden DM-runden i
Juelsminde, men måtte denne gang nøjes med en fjerdeplads efter
Hegelund/Isaksen, Kragh/Petersen og det tyske hold Becker/Wicha i Subaru
Impreza WRX.

Da det tyske hold ikke deltager i DM-opgøret tilfalder
mesterskabspointene Svanholt og Møller, og de faldt på et tørt sted, da de i
forvejen mangler point fra sæsonens to første løb.

- Vi var kun 1,6 sekund fra at nå tredjepladsen, men
Becker/Wicha fik altså lige akkurat klemt sig ind foran os. Ærgerligt! Men vi
fik da sat lidt flere point ind på DM-kontoen, konstaterede en tilfreds Tim
Svanholt efterfølgende.

For Svanholt og Møller startede det i højt tempo og
køretider, som placerede dem i Top-5, men på løbets fjerde hastighedsprøve fik
Svanholt snittet et sving lidt for skarpt og ramte en sten. Dét kostede omkring
20 sekunder i tabt tid

- Det gav noget uro i bilen, før jeg blev sikker på, at det
ramte hjul ikke var punkteret eller tabte luft, og senere i løbet fik vi et
problem med bilens interne samtaleanlæg hvor en stikforbindelse drillede,
hvilket også gav lidt uro. Vi må være tilfredse med dagens resultat, og se frem
mod årets femte og næstsidste DM-runde i Horsens den 17. oktober, sluttede Tim
Svanholt efter at have ”swinget“ færdig på de østjyske sprintetaper.

Med lidt held kan Roskilde-holdet stadig nå at slutte i
Top-3 i årets DM-opgør.

 

August 2015

Svanholt Motorsport fik DM-point i hektisk opgør på Møn

I weekendens tredje runde af opgøret om Danmarksmesterskabet
i rally 2015, Gjønge Rally, på Møn var der for 2013-mestrene, Tim Svanholt og
Carina Møller, Roskilde/Herlev, lagt op til ekstra udfordringer.

Efter at have misset årets første DM-runde på grund af
tekniske vanskeligheder, lagde Roskilde-holdet fra starten i Stege an til en
placering i Top-3, og det lykkedes!

For mindre end en måned siden viste Svanholt og Møller i det
30. KOMO Rallysprint ved Kalundborg storform i deres Mitsubishi Lancer Evo X ved
at følge de svenske vindere Joachim Grahns og Rickhard Nilssons fabrikstrimmede
Ford Focus WRC til dørs og efter fire hæsblæsende heat slutte på en samlet
andenplads.

På Møn gjaldt det jagten på point til DM-opgøret i kamp med
både de regerende mestre Christian Jensen og Freddy Pedersen, Ans/Bjerringbro i
Peugeot 208 T16 og de tidligere guldvindere Ib Kragh og Mie Petersen,
Juelsminde/Rårup, i Citroën DS3 R5.

Roskilde-holdet blev også konfronteret med den tidligere
DM-vinder Steen Andersen, Brøndby, ligeledes i Mitsubishi Lancer Evo X. Han
kørte sit første DM-rally i år og havde eksmesteren Ditte Kammersgaard,
Kolding, som co-driver.

DM-opgøret på Møn var et komprimeret løb med korte
hastighedsprøver, så der skulle køres maksimalt fra første til sidste meter på
ialt 10 prøver. Og det blev der!

Det sluttede i DM-sammenhæng med en sejr til Ib Kragh foran
Steen Andersen og Tim Svanholt, mens Christian Jensen tog fjerdepladsen.

- Vi kørte så stærkt vi kunne, havde et godt flow i bilen og
fulgte som en skygge Ib Kragh i den førende bil, indtil Steen Andersen
pludseligt kom drønende op gennem feltet og snupede andenpladsen. Han havde en
god dag, så mere er der ikke at sige om det, forklarede Tim Svanholt
efterfølgende, som nu ser frem til årets fjerde DM-runde, der køres den 12.
september i Juelsminde.

- Det er et rally, som vækker gode minder, for det har enten
været vundet af Ib Kragh eller Chstian Jensen - og så Carina og jeg i 2013,
tilføjer Svanholt, der nu satser på yderligere fintrimning af rallybilens indstilling
og styring, så han og Carina kan holde maksimal fart på bilen i Juelsminde og
få pyntet på pointregnskabet.

Efter tre DM-runder ligger Ib Kragh og Christian Jensen på
en delt førsteplads, mens Steen Andersen er på femtepladsen og Tim Svanholt på
sjettepladsen. Men det sidste har Tim Svanholt i sinde at lave om på om nogle
uger.

 

 

 

Juni 2015​​

Ærgerlig sortie for Svanholt Motorsport

​Bedst som det gik - eller rettere kørte - stoppede det for Tim Svanholt og Carina Møller i årets anden runde af DM i rally.

Roskilde-holdet lå i deres Mitsubishi Lancer Evo X placeret i Top-3 og manglede kun to af de 10 hastighedsprøver i Ecoteck Rally Himmerland 2015 ved Hobro, da de blev stoppet af en lækage i bilens benzinregulator.

- Heldigvis skete der ikke noget, for dryppende brændstof, benzindampe og en brandvarm motor er bestemt ikke nogen god kombination, så det kunne være gået meget værre, men ærgerligt var det alligevel, fastslog Tim Svanholt efter at han og Carina måtte trække sig ud af det hektiske pointopgør i Himmerland.

De fik ellers en god start med DM-feltets andenbedste tid på den første hastighedsprøve, og bedste tid på den efterfølgende, og var dermed kun godt et sekund efter sidste års mestre, Christian Jensen og Freddy Pedersen i Peugeot 208 T-16 og foran Ib Kragh og Mie Petersen i deres nye Citroën DS 3 R5.

På de følgende hastighedsprøver holdt Roskilde-holdet sig i Top-3, men to prøver før mål satte et revnet benzinrør en stopper for pointjagten.

- Ærgerligt, for det gik lige så godt, men det havde dog været værre, hvis der var gået ild i bilen. Og lækagen er nem at udbedre, så nu ser vi fremad mod de kommende to opgaver, som er deltagelse i Motorsport For Life-eventet i Ringsted den 4. juli og NCC Komo Rallysprint i Kalundborg den 18. juli, så formen holdes vedlige til sæsonens tredje DM-runde, Gjønge Mini Rally den 15. august, slutter Tim Svanholt.

​Maj 2015

Så er Tim Svanholt flyvende igen

Vandt med ny gearkasse weekendens Roskilde Rally 2015

​Fordi man kører mod en kantsten og skubber det ene baghjulsophæng 40 millimeter ud af facon, behøver man da ikke at sætte farten ned, når der er den mindste chance for at vinde weekendens Roskilde Rally 2015 - og det gjorde Tim Svanholt så, da han og co-driver Carina Møller satte tingene på plads med en totalsejr i deres Mitsubishi Lancer Evo X.

Automobil Sports Klubben Hedelands minirally med rallycentrum ved Vilvorde/Roskilde Tekniske Skole havde 35 biler til start på hastighedsprøverne ved Brordrup, Syv Holmevej og på Guldalderen i Hedehusenes industrikvarter.

Allerede på den første prøve havde Svanholt/Møller duoen så travlt, at de kom i clinch med en kantsten, så et baghjulsophæng blev slået ud af facon.

Holdet fuldførte prøven og fortsatte ufortrødent på de to følgende med en bil, som kørte skævt og gav den rutinerede rallymester nok at gøre med at holde den på rette spor.

I pausen fik servicefolkene dog rettet op på kalamiteten, så holdet kunne gennemkøre dagens sidste prøver i rette linier.

Derved sikrede Tim Svanholt og Carina Møller sig både en klassesejr og vandt som feltets hurtigste bil også generalklassementet foran Roskilde-vognmanden John Frederiksen og Thomas Holm Hansen, Kirke Hyllinge, i BMW Compact M3 samt brødrene Simon og Sune Vallentin, Gislinge, i Mitsubishi Lancer Evo VIII.

Forud for Roskilde Rallyet havde Svanholt og Møller været en tur i Holland for at få bilens motorstyring optimeret, og benyttede samtidigt lejligheden til at starte i det hollandske Tank S Rally og sikre sig en andenplads i den vesteuropæiske WERC-rallyturnering.

Umiddelbart efter stillede Svanholt i Tåstrup til start i årets første rallysprint i Yokohama-serien, og var nærmest flyvende, indtil det smældede i gearkassen - med to ødelagte topgear blev det til en tidlig sortie for Roskilde-køreren.

Det værste var imidlertid manglen på reservedele til gearkassens tjekkisk producerede transmission, så enden på historien blev, at Svanholt skiftede til en hollandsk produceret transmission - og den virker. Dét fremgik krystalklart af resultattavlen i Roskilde Rallyet.

I september 2016 bliver sidstnævnte efter planen kørt som DM-rally med ASK Hedeland som arrangør.

Marts 2015

​Svanholt og Møller til tops i WERC-runde

​​Med nytrimmet styreboks i motorrummet på den heftige Mitsubishi Lancer Evo W R4 rullede Tim Svanholt og Carina Møller, Roskilde/Herlev, til start i det hollandske Tank S Rally i Emmenloord og sluttede 240 kilometer senere som bedste udenlandske hold.

Løbet talte samtidigt som den første runde i West Euro Rally Cup 2015, og i den forbindelse sluttede det danske hold på en fin andenplads, og har dermed fået et godt udgangspunkt for at opnå et godt resultat i turneringen, der slutter med en runde i Danmark i forbindelse med årets DM-finale i Ans.

Selvom Svanholt og Møller i Emmenloord kørte sig op i generalklassementets Top-10, var der for det danske hold i bund og grund var tale om et træningsløb.

- Vi startede da med at øve os i at køre uden at kunne tale sammen på grund af en fejl ved det interne samtaleanlæg mellem vore styrthjelme. Faktisk kørte vi de første fire af løbets 12 hastighedsprøver uden forbindelse, forklarede Tim Svanholt efterfølgende.

Efter et besøg hos en hollandsk motorspecialist har Mitsubishi-motoren fået lidt flere hestekræfter, men det afgørende i den forbindelse en forbedret speederrespons, som giver et optimeret flow i kørslen.

- I starten af løbet var var vejene regnvåde og fedtede og til slut var vejene tørre, så vi benyttede lejligheden til at eksperimentere med dækvalg og indstilling af såvel frihøjde og affjedring som af transmissionssystemet fordeling af trækkraft til akslerne, fortæller Tim Svanholt, og tilføjer:

- For os var der tale om ren træning, så der var ingen grund til at satse for hårdt og risikere en utidig parkering i en af Hollands mange dybe grøfter, så alt i alt var vi tilfredse med resultatet, og især at bilen er blevet mere homogen at køre.

Tank S Rally havde omkring 70 biler til start og løbet blev vundet af hjemmebanekøreren Jasper van den Heuvel i en Mitsubishi Lancer Evo X.

September 2014

Roskildes Danmarksmestre i hegnet med deres nye bil

Men er stadig i Top-3 forud for finalen i slutningen af oktober

De regerende danske mestre i 4-hjulstrukne rallybiler, Tim Svanholt og Carina Møller, Roskilde/Herlev, overraskede alle i årets næstsidste DM-runde ved at stille med en ny bil, men fik en ærgerlig sortie allerede på den femte af 12 hastighedsprøver i det jyske Stilo Rally ved Odder.

- Den nye bil reagerede anderledes end den gamle ville have gjort i den situation, så vi endte i et træ og måtte udgå, forklarede Tim Svanholt efterfølgende og tilføjede:

- Vi var efter de fire første hastighedsprøver på tredjepladsen efter Christian Jensen og Ib Kragh i deres hurtige Super 2000-biler, og bilen føltes god, så derfor satte jeg farten op. Men i et sving på den femte prøve skred bilen for langt ud og endte i vejens modsatte side. Først en hæk og dernæst i et træ.

Resultatet var et molesteret forhjulsophæng og skrammer i lakken på den nye bil, der kom til landet to døgn før rallyets start.

Efter nogle hektiske timer med at få bilen klargjort og godkendt måtte rallymestrenes servicefolk knokle for at løse et problem med benzintrykket til motoren, men det lykkedes at blive klar til lørdagens start.

Kampen om point til årets Danmarksmesterskab for 4-hjulstrukne rallybiler er tæt, og stiller store krav til såvel kørere og servicefolk som til bilen. Når denne ikke kan hamle op med feltets hurtige Super 2000-biler, må den byttes ud med en ny - så det gjorde Tim Svanholt.

I timerne op til DM-turneringens femte runde byttede han og co-driver Carina Møller derfor den hidtidige standard Mitsubishi Lancer Evo IX ud med en nyere R4-tunet Lancer Evo X.

- Bilen er i princippet som den tidligere, bare lettere og hurtigere og specialbygget til rally. Der er helt sikkert potentiale i den, men vi havde bare for lidt tid til at teste materialet inden lørdagens DM-start, fortæller Tim Svanholt.

På trods af weekendens uheld, er mesterholdet forud for finalen i slutningen af oktober fortsat på en samlet tredjeplads i pointstillingen, så der er stadig chance for en podieplads i årets sidste DM-rally.

Tim Svanholt satser på at få bilen gjort klar igen, så der bliver tid til at træne noget mere inden DM-finalen. Dels i kommende Yokohama Sprint-løb i Roskilde og Vejen og dels i et fynsk minirally.

- Om ikke andet vil vi med de sidste løb i år få mulighed for at forberede os optimalt til næste års DM-turnering, for vi skal nok få den bil til at køre, som jeg vil have det, slutter Tim Svanholt.

​Tank S Rally havde omkring 70 biler til start og løbet blev vundet af hjemmebanekøreren Jasper van den Heuvel i en Mitsubishi Lancer Evo X.

Seneste nyt​

 

DM sæsonen 2015 sluttede med en samlet 5. plads i DM sammenhæng, til gengæld kan teamet se tilbage på et meget oplevelsesrigt år med mange succesfulde og spændende arrangementer som teamet har deltaget i, udover DM i rally.

 

 

 

​Besøg også

Svanholt Automobiler >>

​Svanholt Motorsport - Hovedvejen 45 - 4000 Roskilde - CVR: 21398632 - Telefon: 46 48 05 00- E-mail: svanholt@mail.dk

-->